En gæst fortæller

Agger – vores nye yndling?

Tekst og foto af Camilla Lyngbo Wolden-Ræthinge

Jeg har aldrig været i Agger. Mine ferier i Danmark plejer at gå til Tisvilde og Bornholm – hvor der både er smuk natur og garanti for god kaffe og lokale lækkerier. Indtil for nylig havde jeg ikke engang hørt om Agger, men nu har vi planlagt at holde sommerferie i den lille surfer- og badeby i Thy.

Rejsegruppen består af min kæreste og jeg - som kun været sammen i et halvt år - og så vores flok af halvstore børn. Det er et spændende projekt på flere planer…

Aktiv ferie er… nødvendigt
Det var min kollega i København, der foreslog Agger: ”Det er det nye Klitmøller. Ikke så overrendt endnu. Folk er begyndt at flytte tilbage - og der er faktisk dukket nogle helt vildt gode restauranter op i de seneste år. Og så er der nogle lokale, som er ret opsatte på at sætte gang i alle mulige oplevelser. Er det ikke noget for dig og Henrik med alle de børn, I har fået samlet sammen?”

Tilsammen har vi fire børn mellem 10 og 15. Og jo, det kan godt føles som at drive en lille ungdomsklub. De er skønne alle sammen, men med vidt forskellige interesser. Det gælder sådan set også de voksne. Henrik vil have vand, jeg vil have god mad. Vi har dog et fælles ønske om at trække ungerne væk fra skærmen og lave noget aktivt sammen med dem. Og med hinanden.

Mine børn er drenge og jeg skal tit lede lidt for at finde aktiviteter, vi alle tre gider. Min kæreste er passioneret sejler, og der skal meget til før hans børn bliver imponerede over noget med vand. Men det viser sig, at ALLE gerne vil prøve at surfe på bølger.

Jeg researcher lidt og finder hurtigt en surf bar med udlejning af udstyr. Jeg falder også over en populær restaurant, der hedder AGGER DARLING. Så kan det ikke være det mest fortabte, udkantsagtige sted i Danmark, tænker jeg - og bliver rolig i visheden om, at jeg sikkert også vil kunne finde god kaffe og godt brød.

Bare tæer og Michelin-stjerne
Det er først i august. Vi ankommer til Agger efter små 5 timers kørsel fra København. Agger er en klynge restauranter og sommerhuse mellem klitterne med Vesterhavets berømte bølger på den ene side og mere roligt vand i Limfjorden på den anden side. Her er udpræget feriestemning.

Modsætninger mødes i hjertet af Agger: Smæk overfor Surf & Event’s afslappede strandbar, hvor der spilles musik og hænges ud med bare tæer i sandet, ligger den arkitektonisk stringente restaurant TRI, som her i juni 2023 simpelthen gik hen og fik en Michelin-stjerne.

Vi må først en tur ned og tjekke stranden. Den store sandstrand strækker sig så langt øjet rækker. Solen skinner, og der er ingen vind, men brændingen er alligevel vild.

Bølgerne slår mod stranden med hvirvlende skum. Det er nok for børnene at springe rundt i vandkanten, så pumper adrenalinet. Alle skal passe på for ikke at tumle om i strømmen.

Mister Agger Holidays
Vi skal bo hos Agger Holidays, som udlejer flere forskellige typer ferieboliger. Peter tager venligt imod os, for Peter ER Agger Holidays. Vigtigst for os: Allerede inden vi ankommer, har Peter givet os sine personlige anbefalinger til udflugter og hemmelige spisesteder - alt den slags som er svært at finde, hvis man ikke kender nogen.

Vi har valgt to mindre ferielejligheder i stedet for ét af Peters større huse. Af strategiske årsager. Det er vigtigt at vores to hold ikke bliver mast sammen, men at alle har muligheden for at trække sig fra festlighederne.

Vores lejligheder er en del af Agger Tange Feriecenter - 100 meter fra stranden. Vores hvide rækkehuse side om side på Aggervænge er ret fine. Lige uden for døren starter klitterne. Hvidt sand, marehalm og høj himmel.

Uden at være stedkendt, tænker jeg, at det må være den bedste beliggenhed. Børnene spurter i fast rutefart frem og tilbage til stranden over de høje klitter.

Delfiner i Jylland?
Peter har fortalt os, at der er delfiner ud for Agger - og vi har booket en delfinsafari til næste dag, men så ringer telefonen. Vejret er perfekt til delfiner – nu! Vi er friske og ræser ud ad Agger tange. Agger tange er en lang smal strimmel land med vand på begge sider – et fuglerigt område som er en del af Nationalpark Thy. For enden går den lille færge over til Thyborøn.

Vi går om bord i Ariels motorbåd. Kaptajn Ariel driver en kitesurfer skole med sin kone, når det blæser, og sejler delfinsafari, når det ikke gør. Børnene er oppe at køre, de voksne tvivler lidt på de der delfiner, ingen ved helt hvorfor, Nordvestjylland er den nye solkyst.

Ariel fortæller, at han lige har været ude med TV2 vejret, uden at kunne finde en eneste delfin, de kunne filme. Så der er ingen garanti. Men vi sejler ud i Thybørøn kanal, og der går ikke engang 5 minutter, så ser vi dem!

I starten bliver der skreget og peget og hoppet i redningsvestene, når vi ser en delfin stikke hovedet op over vandet og derefter ryggens karakteristiske bløde bue. Men efter en time har vi set så mange delfiner, at børnene i stedet giver sig i kast med den køletaske fuld af gode sager, som Peter har sendt med. De løfter lige akkurat hovedet, når kaptajn Ariel peger: Nu er der tre! Se der!

Lokalsamfundet træder til
Hjemme igen skal vi lige pakke ud. Falde til. Fordele sengepladser. De to lejligheder er lidt forskellige indrettet, men begge med godt udstyrede køkkener, soveværelse og en udmærket træk-ud sofa i stuen.

Peter har sat små flasker med urteduftende øko shampoo, balsam og lotion til os – der er Thy sodavand og Thy øl på køl, god kaffe i dåsen og opvasketabs, så vi ikke skal købe alting.

Vi slapper lidt for meget af, pludselig er klokken blevet mange og vi skynder os afsted for at købe noget take-away. Men vi er altså i Jylland på en mandag. ALT har lukket. En venlig sjæl oplyser, at vi lige kan nå til Netto i Hurup, hvis vi trykker pedalen i bund – men så forbarmer ejeren af restaurant Signalmasten sig og åbner alligevel døren for os stakkels københavnere. Der har været arrangement på stranden for 800 lokale – verdensballetten lagde vejen forbi til udendørs optræden – og han har en stak tapasplatter til overs. Dem kan vi godt få med til en god pris.

Vi føler værdien af et lille lokalsamfund - og går hjem udstyret med hjemmebagt rugbrød og lakserillette, ost og pølse. Og det er alligevel ret god aftensmad, som min kærestes datter konstaterer.

Vildmarksbad og godt værtskab
Da børnene er placeret i diverse lejligheder, er det de voksnes tid. Vi er godt nok lidt slidte efter en lang dag, men vi vil simpelthen ikke gå glip af det vildmarksbad, som Peter har fyret op under på Blishønevej 23. Peters udlejningshus ligger fint ud til Flade sø med sti til stranden, men det er udlejet fra i morgen, og vi vil gerne nå forbi og se det til en anden gang - der er nemlig plads til hele flokken. Lige nu er det dog kun os to trætte, nye kærester, som hopper i det dampende træ badekar.

Vi popper boblerne og læner os tilbage og kigger på stjernerne. Hvis man tager en passer og tegner en cirkel med København i midten, kan man ikke komme længere væk. Vi føler, vi er på eventyr.

Bølgesurfing
Alle vil gerne prøve at surfe på bølger. Vi håber at komme til at surfe med Jan, som ejer Surf & Event. Han er en af de tilbagevendte lokale, som har bragt en masse nyt liv til Agger med både strandbar med live musik, kurser og udlejning af surf- og kajak udstyr.

Men vi ved, at man ikke kan planlægge vejret. Vi holder øje med vindstyrke og vindretning for at være klar til de perfekte surfer bølger, hvis de kommer. I mellemtiden er vi godt tilfredse med at plaske rundt på stranden og lege i de bølger, der er.

Mindre end hardcore Point Break surfer stil kan gøre det. Sammen med mine børn har vi tidligere på sommeren ”surfet” på sådan nogle små billige body boards ved stranden i Tisvilde. Vi ved, man kan have det sjovt – også med små bølger.

Min kæreste har sit eget paddleboard med i bilen, og vi går op til Jan i Surf og Event og lejer ekstra udstyr. Vi har selv våddragter med til hele flokken, fordi min kæreste sejler alt, hvad der kan sejles - men ellers kan Jan også klare dragter og svømmefødder, og hvad man kan få brug for.

Det er et hiv og slid for at få våddragterne trukket op, der er saltvand i øjnene, skrammer på knæene, sand der skal børstes af, en badesandal der bliver suget ned i sandbunden med voldsom kraft og er væk. Men så er det sjovt. Ungerne ligger på maven på boardsne, padler løs med armene og det lykkes faktisk at glide med bølgerne hele vejen ind på stranden. Selvom bølgerne ikke er kæmpestore, så føler de sig ret meget som surfere.

At være forældre er lidt ligesom at surfe. Man bruger meget tid på at vente på den perfekte bølge, det perfekte øjeblik – så når børnene hviner af fryd i vandet, så skal øjeblikket nydes!

Et par dage efter kommer vinden og de store bølger. Men de er simpelthen for store for os. Vi sender min kæreste ud i våddragt og vest på det mindste bræt, men han bliver kastet rundt og er ved at forsvinde under vandet. Man må vente til vinden lægger sig og bølgerne stadig ruller. Der er en grund til at surfere bor i deres kassevogne og har et liv, hvor de kan kaste alt fra sig, når vinden lige er rigtig.

Vi overvejer at tage imod Jans tilbud om en kayak tur – han kører sine gæster ind i landet, så de kan sejle ad åen ud mod Fjorden MED strømmen - men det må blive næste gang, vi kommer til Agger.

Mormormad og arkitekttegnet iscafe
Det gør ikke noget, at det er nemt. Købmanden ligger to minutter væk og har et fint udvalg. Da jeg bliver trængende efter en rigtig kaffe, krydser vi vejen til Agger Iscafe, som er designet på den nordiske måde med masser af træ og pastelfarver. Den er en del af samme bygning som huser gourmetrestauranten Tri. Bygningen er områdets gamle diskotek, som åbenbart lå forladt hen i mange år, men nu er gennemrenoveret på en meget lækker måde.

Isen på Iscafeen er så overbevisende, at jeg lige må tjekke. Det er lokal Thy is fra Ice Bakers i Thisted. Det kan de altså også herovre vestpå.

Lige overfor ligger Agger Badehotel, og det er der til gengæld SLET ikke pillet ved. Rygtet går om dagens middag - Klassisk dansk mormor mad – hvis mormor er fra Jylland. Hver dag en ny hjemmelavet ret: Stegt flæsk med persillesovs, kyllingesteg med agurkesalat, høns i asparges, benløse fugle. Vi kan godt bruge noget solidt i tanken. I dag er det boller i karry, en sikker favorit hos børnene.

Jeg vil nok anbefale at tage maden med hjem på terrassen og som take-away er prisen fornuftige 78 kr. Der er både ris og kartofler til – for sådan vil de have det her – og der er rigeligt. Den eneste i vores flok, der spiser op, er ham, der normalt ikke vil spise noget.

Byen uden plankeværk
Jeg trækker min kæreste med på byvandring, for jeg er selv vild med den slags. Gitte er frivillig og hver tirsdag viser hun rundt i Agger ad de små stier mellem husene. Vi ser mor Marens gamle fiskerhus, som i gamle dage blev flyttet ind i landet flere gange, sten for sten, spær for spær, når havet åd kysten – inden statens ingeniører kom og lavede høfder til kystsikring. I gamle dage var byens ejendomme ikke matrikuleret. Når børnene skulle have et hus, byggede man det i græsset mellem sit eget og naboens. Stier gik, hvor de nu gik – uafhængig af privat ejendomsret.

Gittes egen mand, som er af udenbys slægt, er til grin i hele byen, fordi han har en fin have. Her fisker man. Nu er det en del af feriebyens charme, at den er dejligt fri for parcelhusdanmarks lige linjer og afvisende plankeværk.

Minigolf og tiki-bar
Mens vi er på historisk udflugt, udforsker børnene faciliteterne i feriecenteret. Udstyret til minigolf og tennis viser sig at være frit tilgængeligt i feriecenterets reception, også udenfor åbningstid. Vi tjekker, at ungerne er glade og slår selv et smut forbi baren i Surf og Event.

Jan driver en overraskende stor og veludstyret butik. Det er sådan en turistbutik version 2.O med masser af vandsportsudstyr, badebukser, halskæder af muslingeskaller hentet hjem fra Bali og lokal Thy øl. Udenfor er det hele meget Cold Hawaii-agtig – masser af surfbrædder, sand, en bar med flagrende tiki-tag, håndmalede skilte og afslappede møbler, der står som vinden blæser. Det skal være casual.

Det er en lille by, for det viser sig, at i aften er det Peter, vores vært, som står i baren for Jan.
Peter forsøger sig med fadølsanlægget og ved fælles hjælp får vi også mixet et par gode Dark and Stormy drinks.

Peter og Jan er venner fra folkeskolen og hjælper hinanden, når de kan. Jan er også hjemvendt lokal.  

Peter er også blevet sat til at holde øje med en 3. folkeskolekammerat, som skal komme forbi og skrue på Jans bil, som ikke kan køre. Da baren lukker, står det hele fremme - der er åbenbart ingen, der stjæler i Agger. Ellers er der nok en anden skolekammerat, der træder til. Der er en historie med nogle unge tyskere, der i kådhed stjal isskiltet – men det nåede de ikke langt med, før de blev taget i nakken af en nabo og sendt tilbage for at undskylde.

Den hemmelige mikrobager
Elisabeth er mikrobager i Agger. Hun annoncerer ikke, man skal vide det, men man kan finde Agger Mikrobager på facebook. Hendes friskbagte surdejsbrød skal bestilles på forhånd og kan afhentes i den lille bod foran hendes hus i weekenden.

Vores udlejer Peter har bestilt morgenbrød til os, og vi går den korte tur hen ad grusvejen og henter et dejligt tungt brød og en pose rundstykker. Mikrobageren fortæller, at hun ikke engang er rigtig lokal - hun bor i Gentofte over vinteren. Men hendes mand har rødder her i Thy. Hun kan bare godt lide at være i Agger og bage godt brød til folk i sommerhalvåret. Det handler om, at hun vil tage sig tid til at bage det godt.

Vi smager brødet med sej krumme og knasende sprød skorpe og bollerne som smager lidt smøragtigt som scones – og så forstår vi. Vi forstår, hvorfor der er kø hele vejen hen over Mikrobagerens græsplæne i weekenden, hvor den lille bod dårligt nok kan følge med efterspørgslen. Nogle gange bliver der ballade, for hun siger nej, hvis hun ikke kan nå det. De lokale har selvfølgelig forret, og hvis der kommer turister, der hamstrer til ugen, får de ikke lov at komme igen.

Om aftenen henter vi take-away fra Mikrobageren. Vi får at vide, at vi skal tage bilen med.  Vi undrer os og tænker, vi nok kan bære lidt mad, men hendes såkaldte ”tapas” er meget mere end det. Fade med fisk i tomatsauce og fennikel og nye kartofler, udbenede kyllingelår, frisk grønt med rygeostcreme, 3 slags hjemmelavet tapenade, et stort fad pålæg, fordi det hører til her i området, med et skønt udvalg af oste og en guddommelig tomatmarmelade. Og så selvfølgelig surdejsbrød og det bedste focaccia brød, jeg har smagt.

Jeg vil ikke skrive prisen her, for så bliver Mikrobageren rendt over ende. Men hun laver både selskabsmad til 50 personer og mad til 1 – hvis nogen er kommet alene afsted i sommerhus. Jeg spørger, hvordan hun overhovedet kan lave mad til den pris – jeg kunne ikke engang købe råvarerne ind til den pris – men hun har arbejdet professionelt med mad og ernæring, så det handler om at købe rigtigt ind.

Elisabeth fortæller, at hun har afvist 3 selskaber denne weekend, for hun kan ikke også lave mad, når hun skal bage. Folk føler nærmest, de har vundet i lotto, når de får lov at bestille – de er kommet sig over forvirringen over, at Elisabeth kun holder åbent, når hun har lyst. Det handler tydeligvis om livskvalitet.

Frisk fisk fra René
Hjemme på terrassen øser vi første ret op i dybe tallerkener. Det er en hvid fisk, en lange, som Elizabeth har fået fat i hos fiskemanden René i Agger havn.

Fiskerihavnen i Agger ligger ud til fjorden i den modsatte ende af Agger end stranden, hvor vi bor. René holder åbent hver formiddag – og har nu også har fået en lokal restaurant med Michelin-stjerne at levere til.

Fisken er kun den første ret, men jeg havde ikke behøvet mere. Det viser sig, at lange smager lidt af torsk, men er fastere i kødet. Sammen med den rustikke, italiensk inspirerede tomatsauce og de små kartofler – og så brødet! - får retten mig til at føle jeg mig hensat til Toscana i Thy. Tilfældigvis passer retten fantastisk med den perlende kolde øko cava i glasset, den eneste vin vi lige har, og jeg er bare glad, glad, glad for mad.

I nationalparkens vildmark
Hovedattraktionen i området er naturen og det klør i mine ben for at komme ud og gå og lade mig omslutte af skov og lyng. Vi skal vandre, siger jeg, og børnene er bekymrede. Jeg har valgt den korteste rute overhovedet, fra Agger til Lodbjerg Fyr er der 5-6 km – og arrangeret et lift hjem - men tager alligevel musik i ørerne for ikke at skulle høre på flere spørgsmål om, hvornår vi er der.

Nationalpark Thy er et kæmpe område – en vildmark – som strækker sig her fra Agger og Nordpå mod Klitmøller langs kysten. Vi går direkte fra vores ferielejlighed ved havet langs Redningsvejen og drejer ind i landet ved Flade sø. Alle steder vi kommer, går køer og heste frit omkring på de bakkede, grønne områder ud til de mange søer og fjorden – og også her.

Solen bager, her dufter af fyr og skovbund, og da vi kommer tættere på Lodbjerg Fyr og strandeng bliver til skov plukker vi blåbær mellem lyngen.

Jeg har lokket med, at vi skal spise kager, når vi når til Lodbjerg Fyr. Blandt andet har jeg hørt, at kringlen skulle være ”sygt god”. Der er tilsyneladende et korps af frivillige omkring Agger, som stiller op med et hav af tilbud til os turister, og også her står det grå guld klar i deres blå Frivillig t-shirts og serverer deres eget hjemmebag.

Caféen er vanvittigt nuttet med blomstret porcelæn og mahognimøbler. Vi køber flasker med saft fra røde ribs fra Thy Økobær og er enige om, at den køber vi igen, hvis vi finder den. Og Olgas berømte kringle er præcist så god som rygtet sagde - med marcipan remonce og sprød gærdej. Men lad os være ærlige og sige, at der er langt ned til andenpladsen. De andre frivillige bagere skal lige øve lidt mere.

Bag fyret ligger et ret skønt shelterområde i en sandet lysning i skoven, hvor mere ihærdige vandrere ville være heldige at gøre holdt.

Vi kan ikke nå alt på den her ferie, men jeg ville ønske, at jeg kunne tage turen dybere ind i Nationalparken. Vi møder en del cyklister - man kan leje cykler 100 meter fra vores feriecenter – men min egen drøm er at opleve Nationalparken på hesteryg. Jeg har set, at der er et islænderstutteri i området, der tilbyder kortere og længere ture, men det må blive næste gang, vi besøger Agger.

Malkekøer og whisky hører da sammen
Jeg er ret tiltrukket af historier om både iværksættere og lokale fødevareproducenter. Så torsdag har vi booket en omvisning med smagning på Thy Whisky. Her på Gyrup gård produceres udsøgt single-estate malt whisky hele vejen fra kornet på marken til den færdige flaske.

Jeg har glædet mig til en voksendate og har taget høje sko på for første gang i Thy - og føler mig nu som en lidt for udstadset blogger: Første stop på omvisningen er hos køerne, som går og hygger sig i idylliske grønne omgivelser omkring en lille sø.

Ellen, som er 8. generation på Gyrup gård, viser rundt og forklarer, hvorfor malkekøer og økologisk whiskyproduktion er en perfekt kombination. Markerne med byg til whiskyen skal hvile for at få næring, så der veksles med år med græs til køerne. Mælken fra Gyrup sendes øvrigt kun til Thiese mejeri, hvor den skal bruges til den særlige Thybo ost (da vi smager den senere, er vi nødt til at købe en med hjem).

Så når vi til tromlerne, destilleringsapparatet og røgeovnen. Jeg skynder mig at indrømme, at jeg ikke selv er den store whiskydrikker, men flere af de andre på omvisningen er tydeligvis kæmpe whiskyfans og stiller spørgsmål om alle mulige tekniske detaljer – og jeg forstår, at der er en voksende whiskykultur i Danmark med feinsmecker-produkter som Thys bøgerøgede maltwhisky.

Ellens far var kornnørd og det var ham, der først eksperimenterede med at lave whisky af forskellige bygsorter tilbage i 2010. Måske var det også for at få et spændende projekt, som kunne lokke døtrene og svigersønnerne i København tilbage til Thy.  

Og det lykkedes. Ellen, hendes storesøster og deres to mænd har sammen overtaget Gyrup og whiskyen. Ingen af dem er landbrugsuddannede, men de er tydeligvis kommet efter det – og gør det på deres egen måde. Gårdens historie, den innovative bøgerøgede whisky og en meget lækker æstetik på alt fra lagerbygning til etiketter – alt spiller med i historien om Thy som et stolt brand for gode fødevarer.

Strandburger som det skal gøres
Børnene nægter at spise flere delikatesser – så vi skal have burgere fra Vesterhavshytten, kiosken helt ude ved stranden. Det er sådan en grillbar med vaffelis, der skal være ved en strand. Og den var her da også før både Michelin restaurant og surferbar. Trofast i de magre år.

Børnene bestiller klassiske baconburgere, men vi er på eventyr, så jeg insisterer på, at vi skal smage på specialiteterne – en Cold Hawaii burger og en Heavy Agger burger, som refererer til en metal musikfestival i Agger om foråret. Jeg smager, men bliver bare nødt til at sige, at der er en grund til, at en burger er en burger. Produktudvikling med fetaost og ananas er et skridt i den forkerte retning - jeg kigger langt efter børnenes burgere med superlækre boller, gode store bøffer og masser af sprød bacon.

Vi bestiller én bakke pomfritter og får en kæmpe kasse. Det er bare så meget i orden. Pengene rækker lige lidt længere her ovre vestpå.

Alt det man kan på en gråvejrsdag
Vi har været heldige med vejret, men så kommer stormen og himlen bliver grå. Børnene har været i havets bølger uafbrudt indtil nu, men nu har vi anledning til at afprøve nogle af de indendørs aktiviteter i området.

I Agger Tange Feriecenters centerbygning står døren til den indendørs pool åben, og vi går lige ind. Der står svømmehal på døren og stemningen er da også mindre spa og mere kommunal svømmehal i lille format, men det hele spiller.

Jeg overvejer kurbadet i Hurup, men jeg er ved at have fået vand nok. Jeg trænger til lidt kultur. Jeg prøver at lokke min kæreste og mine drenge med på kunstudstilling, men det går ikke – og jeg ender med at låne min kærestes datter, som er mere åben.

Vi gør et stop på vejen i Design Agger, en fin butik udenfor byen. Vi kigger på upcycled denimtøj, akvareller ad badende nøgne kvinder med realistisk runde former og køber armbånd lavet af gamle klipklapper.

Der er kommet en ny filial af Statens Museum for Kunst, den ligger i Thy. Jeg griner lidt for mig selv - de kan noget med at søge fonde her i Vestjylland. SMK Thy ligger midt i ingenting i den gamle Doverodde Købmandsgaard – så vidt jeg kan se en ret stor selskabsrestaurant – 20-30 minutter fra Agger.

Der er skiftende udstillinger. Lige nu er det Jeppe Hein, som er meget konceptagtigt og udstillingen handler om noget med kommunikation og inddragelse og dialog. Vi maler vores åndedræt med blå maling direkte på væggen og bliver en del af værket. 

Så ser vi os selv i spejle udlånt af lokale vestjyder og tænker over, hvem vi i virkeligheden er.

Vi har fået et kort udleveret, hvor vi kan skrive noget inderligt og hænge det op på en tørresnor: På et kort har en anden gæst skrevet sin egen sandhed: KLOGE ÅGE + SNIK-SNAK = VARM LUFT.  Og det er jo også dialog med de lokale.

Med færgen til bageren
Vi kører videre og møder resten af slænget ved færgen til Mors, øen i Limfjorden. Når man googler, står der Ophørt færgefart på den officielle måde, men på hjemmesiden for Næssundfærgen står der VI SEJLER! med store bogstaver og udråbstegn. Jeg tror, de frivillige har været på spil igen.

Færgen er den mindste, vi nogensinde har sejlet med, men med en overraskende veludstyret bar direkte på vogndækket.

Vi har ét ærinde på Mors, og det er at besøge Gaardbageriet, som skulle lave nogle usædvanligt gode kager. Man skal være vild med kage for at betale 200 kr for færgen for at komme til bageren – men det er vi også.

Jeg forventer noget nuttet, landlig idyl – og jeg bliver lidt forvirret over de store landbrugsbygninger i røde mursten med fliser og grus. Det er landbrug som industri. Jeg har set billeder af små forfinede kager med blomster på, men forstår nu, at her bages i større skala, typisk festkager på bestilling. Kun om fredagen får man lov at komme forbi og spise kager i cafeen.

Vi finder et enkelt ledigt bord i salen. Vi er kommet sent, men her er stadig godt fyldt op med kagegæster. Det er tydeligvis et tilløbsstykke. Jeg ved ikke, hvad jeg skal tænke. Jeg kan ikke afkode rummet. Er vi i en tidligere gildesal af en slags? Der hænger et basketballnet på den gule murstensvæg mellem synlige rør og tunge, gamle malerier.

Min kæreste siger bare: Vi er i Jylland. Så bestiller vi en helt masse forskellige kager, vi kan dele. Jeg opgiver mine instagram forventninger og spiser bare kage: Fragilité, vandbakkelser med pannacotta creme og syltetøj, mokka og karamel kage – og jeg overgiver mig. Frisk, luftig, knasende, ikke for sød. Det er usædvanlig god kage. Ganske enkelt.

Turen til Mors giver mig første gang på vores ferie et indtryk af at være i udkantsdanmark. Flere huse stirrer tilbage med tomme vinduer.

Det får mig til at tænke over, at den livlighed, lækkerhed og de mange aktiviteter, som vi har oplevet i Agger, ikke er en selvfølge. Det er resultatet af en markant indsats, lokale frivillige og ildsjæle, god timing og surfer vibes. Agger har fået en saltvandsindsprøjtning – og det virker.

Vi besøger gerne Agger igen - især hvis vi kan nyde godt af Peters lokale tips og gode værtskab.